16. sep. 2020

Europæisk IT-initiativ vedrørende datasuverænitet bliver en realitet:

Friedhelm Loh Group stiftende medlem af organisationen GAIA-X

GAIA-X, det store europæiske digitaliseringsprojekt til styrkelse af Europa i den internationale konkurrence, er ved at udvikle sig til en organisation med handledygtig retsevne. Målet er at opbygge en europæisk datainfrastruktur til sikker digitalisering og opkobling af industri, finansverden og sundhedsvæsen og etablere et grundlag for anvendelse af nye applikationer med kunstig intelligens (AI). Prof. Friedhelm Loh har været med til at søsætte det store europæiske projekt, der blev startet af den tyske økonomiminister Peter Altmaier sidste efterår. Friedhelm Loh Group bliver via datterselskabet German Edge Cloud stiftende medlem af den nye GAIA-X Foundation.

Hurtig og effektiv analyse af data er drivkraften bag moderne teknologier og effektive processer. Virksomhedernes beskyttelse mod uvedkommende adgang er helt afgørende for deres konkurrenceevne på hele det europæiske økonomiske område. Det afgørende spørgsmål er her: Hvem tilhører dataene? Datasuverænitet bliver til en kritisk succesfaktor. Fremover skal GAIA-X foundation som en handlekraftig europæisk GAIA-X netværksorganisation styrke industrien og fremme løsninger af disse udfordringer for europæiske virksomheder.

"Vi har fra kunderne og på Rittals egne fabrikker erfaret, hvad der er vigtigt for fremstillingsindustrien: Realtidskapacitet og opkobling til eksisterende cloudløsninger med datasuverænitet. Data er et værdifuldt aktiv og skal beskyttes mod tyveri og misbrug, således at nye, datadrevne forretningsmodeller kan opbygges. På grundlag af denne viden har vi bidraget til GAIA-X med vores ekspertise", forklarer Prof. Friedhelm Loh, indehaver og bestyrelsesformand for Friedhelm Loh Group.

En idé bliver til virkelighed

Den tyske økonomiminister Peter Altmaier gav det officielle startskud til projektet den 29. oktober 2019 på det digitale topmøde 2019 i Dortmund. Den 4. juni 2020 præsenterede en støttekreds bestående af deltagere fra politik, forskning og industri – nu under protektion af de tyske og franske økonomiministerier – den næste fase: GAIA-X grundlægger en international, almennyttig organisation med selskabsformen AISBL (Association internationale sans but lucratif) med hovedsæde i Bruxelles, hvis opgave bliver at fremme opbygningen af netværket som en juridisk person med handledygtig retsevne. Målet med GAIA-X er – i en transparent og åben europæisk proces – at opbygge mange små, geografisk spredte edge-datacentre med åben cloud-opkobling, som giver muligheder for en ny kategori af industrielle applikationer.

Friedhelm Loh Group er via sit datterselskab German Edge Cloud et af de stiftende medlemmer sammen med henholdsvis elleve tyske og elleve franske virksomheder, institutioner og foreninger. Disse omfatter bl.a. Fraunhofer-Gesellschaft, Atos, Bosch, Deutsche Telekom, SAP, BMW og Siemens. De stiftende medlemmer nedsætter et fælles projektteam, der skal etablere den nye organisation inden udgangen af september i år. Medlemmerne stadfæstede projektplanen den 4. juni 2020 via et fælles såkaldt "letter of intent".

"Vi takker økonomiministeriet for initiativet og støtten. Med GAIA-X kan vi i Europa skabe et rum til bedre beskyttelse af immaterielle rettigheder. Politik og industri kan nu i fællesskab opnå dette. Vi er nødt til at handle nu. Etablering af organisationen er det næste skridt, som vi helhjertet støtter", siger Prof. Loh.

GAIA-X-løsning allerede på markedet

Friedhelm Loh Group har allerede handlet på det teknologiske område: FLG-selskabet German Edge Cloud og Rittal har sammen med Fraunhofer Institut og Bosch allerede udviklet og introduceret en løsning på markedet, der bidrager til GAIA-X: ONCITE er det første nøglefærdige edge cloud-datacenter til datasuveræne Industri 4.0-applikationer i realtid. Denne løsning, som blev tildelt Champions Award 2020, gemmer og behandler data fra produktionen ("on premise") næsten i realtid og harmoniserer disse data med henblik på analyser baseret på kunstig intelligens (AI). Mellemstore leverandører kan med fuld datasuverænitet opkoble deres fabrikker til deres kunders digitale produktionsplatforme, f.eks. bilproducenter.

På denne måde kan virksomheder digitalt optimere deres produktionssteder internt og på tværs af fabrikker på kortest mulige tid, anvende data på en værdiskabende måde og gøre dem tilgængelige til videre anvendelse. Dermed bevarer brugerne den fulde suverænitet over deres data og kan selv afgøre, hvem der skal have adgang til hvilke data og via hvilke platforme og offentlige skyer de ønsker at oprette forbindelse til deres partnere. "ONCITE er svaret på en række vigtige spørgsmål, som især optager producerende virksomheder. Men også inden for andre brancher skal stadig større datamængder opbevares, udvælges og bearbejdes på en værdiskabende måde – eksempelvis på sundhedsområdet eller inden for ‚smart living'. Her findes et yderligere potentiale for ONCITE og Gaia-X", udtaler Dr. Sebastian Ritz, Direktør for German Edge Cloud.

Rittal er en pionér inden for digitalisering

"ONCITE er opstået som et svar på vores egne fabrikkers behov og vores kunders krav. Vi benytter det selv og lader erfaringerne komme kunderne til gode. Med denne løsning kan vi sikre vores egen datasuverænitet, skabe fremskridt og fremtidssikre vores virksomhed", siger Prof. Loh. Rittal, den største virksomhed i Friedhelm Loh Group, opførte i 2019 en ny fabrik i Haiger med over 250 opkoblede maskiner og anlæg baseret på et integreret 4.0-koncept. Produktionen af styretavler skaber hver eneste dag omkring 18 terabyte data. ONCITE analyserer og bearbejder disse data i realtid og optimerer produktionsforløbene.I 1961 blev Rittal grundlagt med en nyskabelse inden for styretavler. I dag understøtter Friedhelm Loh Group sine kunder på diverse områder på deres vej mod den digitale fremtid – fra værdiskabelseskæden inden for tavlekonstruktion over markedsledende IT-racks og modulopbyggede datacentre til edge- og hyperscale-computing-løsninger og ONCITE.

Se den fulde erklæring fra Prof. Friedhelm Loh vedrørende stiftelsen af GAIA-X Foundation: