20. dec. 2019

5G hos Rittal

5G hos Rittal: Ny mobiltelefonstandard sættes i produktion

Rittal er som en af de første industrivirksomheder blevet tildelt en 5G-frekvens. Et privat 5G-mobilnetværk skal i løbet af i år installeres på den nye fabrik i Haiger . De første pilotprojekter, f.eks. inden for produktionsovervågning og -analyse, er allerede defineret.


Virksomheden ønsker så hurtigt som muligt at installere og idriftsætte 5G-mobilnetværket i Haiger i et realistisk produktionsmiljø. Den nye mobilteknologi vil accelerere og forenkle datatrafikken markant – f.eks. ved videobaseret afstemning af stykantal med gemte ordredata og ved gradvis implementering af analyseværktøjer til præventiv vedligeholdelse.


"Takket være den højtydende 5G-mobilteknologi kan vi udnytte potentialerne og fordelene ved digitalisering af vores fremstillingsprocesser yderligere. Vi kan dermed nå op på et højere niveau og øge fleksibiliteten og effektiviteten i vores produktion", siger Carsten Röttchen, Teknisk Direktør hos Rittal.


Med den nye 5G-mobiltelefonstandard kan data bearbejdes med en hastighed på 10 gigabit. Det er 100 gange hurtigere end med dagens LTE-standard. 5G betragtes som fremtidens teknologi. Med den kan industrielle fremstillingsprocesser opkobles og styres endnu bedre – og potentialet i Industry 4.0 udnyttes. "Vi forventer, at høje båndbredder, lave latenstider, realtidskapacitet, forbedret tilgængelighed og høj pålidelighed kan sikre en yderligere optimering af produktionsforløbene på vores fabrik, når vi efter de første afprøvninger kan integrere 5G-teknikken i produktionskritiske og styringsrelevante opgaver", forklarer Röttchen.


Edge-cloud-datacenter i drift


I fremtiden kan data, der genereres af og er nødvendige for sensorer, komponenter, maskiner eller robotter, registreres hurtigere end før i et edge- eller cloud-datacenter og analyseres og evalueres ved hjælp af kunstig intelligens (AI). De nødvendige IT-forudsætninger er allerede på plads på den nye fabrik i Haiger. F.eks. er ONCITE i drift, et højt tilgængeligt, AI-baseret edge-cloud-datacenter til hurtig bearbejdning og analyse af industrielle data i realtid. Denne unikke løsning, som for nylig blev tildelt "Innovation Champions Award", er nu kommercielt tilgængelig. "Vi vil tilbyde 5G-teknologi som en komponent i ONCITE til andre kunder, så snart afprøvningerne i Haiger er gennemført med godt resultat", siger Dr. Ritz, Direktør for German Edge Cloud, en virksomhed i Friedhelm Loh Group.


"Vi ligger i startblokken. Så snart producenterne af 5G-teknologien stiller passende udstyr til rådighed, kan vi tage de næste skridt. Vi forventer, at installation af det tekniske udstyr til de første testrunder vil være afsluttet inden udgangen af 2020", siger Andreas Huck, Direktør for Controlling, Accounting, HR og IT hos Rittal.


Højt automatiseret produktion i Haiger


På Rittals nye fabrik i Haiger kan der dagligt ved hjælp af mere end 100 højteknologiske maskiner og anlægskomponenter på 24.000 kvadratmeter produceres omkring 9.000 AX-kompakttavler og KX-småbokse i en højt automatiseret proces. Det involverer bearbejdning af cirka 35.000 tons stål årligt på fabrikken.


Allerede i dag forbinder overordnede styresystemer maskiner og håndteringsanlæg til et kommunikationsnetværk efter standarden Industri 4.0. 20 førerløse transportsystemer er i brug på fabrikken. Pakning, mærkning og videretransport til distribution foregår ligeledes automatiseret. Ved hjælp af videnbaserede systemer, der kontinuerligt kan oplæres, kan nedetider fremover mindskes, vedligeholdelse kan planlægges på forhånd, og forstyrrelser af den avancerede produktionsproces kan reduceres.


Den digitaliserede ordreafvikling sikrer tilgængeligheden af standardporteføljen med tilbehør i Global Distribution Center. Fra kunde til kunde – generelt tilgængelige data, konfiguration og engineering hos kunden frem til levering og service.


Det seneste arrangement i Friedhelm Loh Group's seniorklub har vist, at gode kollegiale relationer og en interesse for virksomhedens fremskridt fortsætter ind i pensionisttilværelsen. Mere end 170 tidligere medarbejdere i familievirksomheden havde taget imod invitationen fra formand Jürgen Graf. Seniorerne besøgte Rittals ultramoderne fabrik i Rittershausen, før turen gik videre til en hyggelig aften i det lokale medborgerhus.


Innovation fra den første standardstyretavle til AI-edge-datacenter


I medborgerhuset bød Prof. Loh gæsterne velkommen og gennemgik en række spændende fremtidsperspektiver. "Familievirksomheder tænker langsigtet på tværs af generationer," sagde Prof. Loh. "Netop derfor er vi nødt til konstant at holde os orienterede og drive innovationen fremad – så vi kan videreføre og udbygge den succes, som de tilstedeværende seniorer har medvirket til, for de kommende generationer." Her gælder det om at overvinde den nuværende ekstremt vanskelige økonomiske situation og de voksende forhindringer for verdenshandlen – ikke nogen let udfordring. De hastige digitale fremskridt åbner i den forbindelse op for helt nye muligheder. Men husk på: "Den der står stille, bliver overhalet hurtigere end nogensinde før."


Videreudviklingen i Friedhelm Loh Group rækker nu langt videre end til selve produkterne. "I fællesskab har Rittal og Eplan konsekvent gennemtænkt processerne inden for styrings- og tavleanlægskonstruktion. I dag understøtter vi vores kunder over hele deres værdiskabelseskæde."


Prof. Loh gennemgik også de seneste aktiviteter på et helt andet område for seniorerne: Med ONCITE har virksomhederne i Friedhelm Loh Group i samarbejde med Bosch Connected Industry præsenteret det første realtidskapable, datasuveræne og AI-baserede edge-datacenter til industriel bearbejdning af produktionsdata. "Dermed kan vi indfri en vigtig forudsætning for fremtidig værdiskabelse ved hjælp af data – både for vores koncern og hele den tyske industri."


Udveksling af erfaringer med forhenværende medarbejdere er en hjertesag for ejeren af familievirksomheden. Han har støttet seniorklubben siden grundlæggelsen i 2001.


Industri 4.0 i Dietzhölztal


Driftsleder Norbert Peter gennemgik fremskridtene i produktionen i Rittershausen og Ewersbach. Med henblik på fremstilling af det store gulvskabssystem VX25 har Rittal – uden at afbryde driften – ombygget sin fabrik i Rittershausen til en ultramoderne fremtidsfabrik til styretavler. Højteknologiske, heuristiske fremstillingsanlæg planlægger automatisk og optimerer vedligeholdelsen gennem kunstig intelligens – denne tilsyneladende "fremtidsmusik" er i Rittershausen allerede en realitet. Også på nabofabrikken Ewersbach er alt gjort klar til virksomhedens og regionens fremtid. På den nye fabrik fremstilles der blandt andet IT-containere til modulopbyggede datacentre samt styretavlesystemer i rustfrit stål. Med den nye produktion blev der skabt omkring 140 arbejdspladser i Ewersbach. I sit indlæg gav Norbert Peters også udtryk for en stor personlig respekt: "Egentlig bryder jeg mig slet ikke om at holde tale, men det her er noget ganske særligt. Blandt publikum ser jeg mange mennesker, der har lært mig rigtig meget i mine første årtier som ung Rittal-medarbejder."


At holde sig aktiv som pensionist


Seniorklubben i Friedhelm Loh Group har godt 600 medlemmer. En gang hvert forår og efterår samles de forhenværende medarbejdere for at udveksle nyheder og minder. På denne måde kan de bevare kontakten til og identifikationen med koncernen, også efter afslutningen af deres aktive arbejdsliv. Ud over fælles udflugter og virksomhedsbesøg sætter seniorerne frem for alt pris på besøgene fra tidligere kolleger på deres fødselsdag. De gamle medarbejdere er også aktivt involveret i sociale projekter, fortæller Heidi Bastian. Hun er ansvarlig for arbejdet i seniorklubben på Loh Academy – Friedhelm Loh Groups eget videreuddannelsescenter.