20. dec. 2019

Innovation med tradition

Innovation med tradition: Seniorklubben i Friedhelm Loh Group besøger anlægget i Rittershausen

Under efterårets arrangement for seniorklubben i Friedhelm Loh Group blev det endnu engang demonstreret, hvor stærk tilknytning medarbejderne har til deres tidligere arbejdsgiver: Mere end 170 forhenværende medarbejdere deltog i arrangementet. Og de udvekslede ikke kun minder. Under besøget på den fremtidsfabrikken i Rittershausen og den efterfølgende forelæsning og dialog af og med indehaveren Prof. Friedhelm Loh udviste de stor interesse for, hvordan koncernen tilpasser sine egne og kundernes processer til den digitale fremtid.

Det seneste arrangement i Friedhelm Loh Group's seniorklub har vist, at gode kollegiale relationer og en interesse for virksomhedens fremskridt fortsætter ind i pensionisttilværelsen. Mere end 170 tidligere medarbejdere i familievirksomheden havde taget imod invitationen fra formand Jürgen Graf. Seniorerne besøgte Rittals ultramoderne fabrik i Rittershausen, før turen gik videre til en hyggelig aften i det lokale medborgerhus.

Innovation fra den første standardstyretavle til AI-edge-datacenter

I medborgerhuset bød Prof. Loh gæsterne velkommen og gennemgik en række spændende fremtidsperspektiver. "Familievirksomheder tænker langsigtet på tværs af generationer," sagde Prof. Loh. "Netop derfor er vi nødt til konstant at holde os orienterede og drive innovationen fremad – så vi kan videreføre og udbygge den succes, som de tilstedeværende seniorer har medvirket til, for de kommende generationer." Her gælder det om at overvinde den nuværende ekstremt vanskelige økonomiske situation og de voksende forhindringer for verdenshandlen – ikke nogen let udfordring. De hastige digitale fremskridt åbner i den forbindelse op for helt nye muligheder. Men husk på: "Den der står stille, bliver overhalet hurtigere end nogensinde før."

Videreudviklingen i Friedhelm Loh Group rækker nu langt videre end til selve produkterne. "I fællesskab har Rittal og Eplan konsekvent gennemtænkt processerne inden for styrings- og tavleanlægskonstruktion. I dag understøtter vi vores kunder over hele deres værdiskabelseskæde."

Prof. Loh gennemgik også de seneste aktiviteter på et helt andet område for seniorerne: Med ONCITE har virksomhederne i Friedhelm Loh Group i samarbejde med Bosch Connected Industry præsenteret det første realtidskapable, datasuveræne og AI-baserede edge-datacenter til industriel bearbejdning af produktionsdata. "Dermed kan vi indfri en vigtig forudsætning for fremtidig værdiskabelse ved hjælp af data – både for vores koncern og hele den tyske industri."

Udveksling af erfaringer med forhenværende medarbejdere er en hjertesag for ejeren af familievirksomheden. Han har støttet seniorklubben siden grundlæggelsen i 2001.

Industri 4.0 i Dietzhölztal

Driftsleder Norbert Peter gennemgik fremskridtene i produktionen i Rittershausen og Ewersbach. Med henblik på fremstilling af det store gulvskabssystem VX25 har Rittal – uden at afbryde driften – ombygget sin fabrik i Rittershausen til en ultramoderne fremtidsfabrik til styretavler. Højteknologiske, heuristiske fremstillingsanlæg planlægger automatisk og optimerer vedligeholdelsen gennem kunstig intelligens – denne tilsyneladende "fremtidsmusik" er i Rittershausen allerede en realitet. Også på nabofabrikken Ewersbach er alt gjort klar til virksomhedens og regionens fremtid. På den nye fabrik fremstilles der blandt andet IT-containere til modulopbyggede datacentre samt styretavlesystemer i rustfrit stål. Med den nye produktion blev der skabt omkring 140 arbejdspladser i Ewersbach. I sit indlæg gav Norbert Peters også udtryk for en stor personlig respekt: "Egentlig bryder jeg mig slet ikke om at holde tale, men det her er noget ganske særligt. Blandt publikum ser jeg mange mennesker, der har lært mig rigtig meget i mine første årtier som ung Rittal-medarbejder."

At holde sig aktiv som pensionist

Seniorklubben i Friedhelm Loh Group har godt 600 medlemmer. En gang hvert forår og efterår samles de forhenværende medarbejdere for at udveksle nyheder og minder. På denne måde kan de bevare kontakten til og identifikationen med koncernen, også efter afslutningen af deres aktive arbejdsliv. Ud over fælles udflugter og virksomhedsbesøg sætter seniorerne frem for alt pris på besøgene fra tidligere kolleger på deres fødselsdag. De gamle medarbejdere er også aktivt involveret i sociale projekter, fortæller Heidi Bastian. Hun er ansvarlig for arbejdet i seniorklubben på Loh Academy – Friedhelm Loh Groups eget videreuddannelsescenter.